Facebook – skal man betale, for at det kan betale sig?

I dag ser under 8 % af din virksomheds følgere dine statusopdateringer, medmindre du betaler dig til mere synlighed. Det faktum sætter spørgsmålstegn ved værdien af at være på Facebook uden et annoncebudget.

Facebook har gennem den seneste tid lavet om på sine algoritmer, hvilket betyder, at den gratis rækkevidde er faldet drastisk. Hvis din virksomhed eksempelvis har 1000 følgere, vil under 80 af disse se hver enkelt statusopdatering.

Og alt tyder på, at rækkevidden vil fortsætte med at falde. Det betyder kort fortalt, at det er nødvendigt at afsætte midler til annoncering på Facebook, hvis du vil ramme det samme antal i målgruppen som tidligere.

Hvorfor indskrænker Facebook rækkevidden?

Facebook er en virksomhed, som gerne vil tjene penge, men der er også andre grunde til de nye ændringer på det sociale medie. Vi deler i dag så mange informationer på Facebook, at man på et tidspunkt potentielt vil nå en decideret fysisk begrænsning for, hvad der er plads til.

Derudover vil Facebook gerne optimere oplevelsen for Facebook-brugerne og sikre, at den enkelte bruger kun modtager relevante informationer. Det handler om at servere det rigtige indhold til de rigtige mennesker, og her er utallige markedsføringsbudskaber en udfordring.

Ved annoncekøb har virksomheder mulighed for at segmentere og ramme en specifik målgruppe og sørge for, at indholdet når ud til de rigtige modtagere frem for at skyde med spredehagl. På den måde bliver den enkelte Facebook-bruger heller ikke bombarderet med opdateringer, men får serveret det mest relevante.

Hvad betyder udviklingen for min virksomheds tilstedeværelse på Facebook?

Virksomheder på Facebook skal i dag være mere fokuserede på kvaliteten fremfor kvantiteten i deres opdateringer. Det handler om at skabe det gode indhold, som følgerne ønsker, og som samtidig gavner forretningen.

Derudover kommer virksomheder ikke udenom at skulle bruge penge på annoncering for at ramme samme antal følgere som tidligere. Hvis kunderne er på Facebook, kan det være fordelagtigt at flytte noget af annoncebudgettet hertil.

Sammenligner man eksempelvis priserne på annoncering på Facebook med annoncering i trykte medier, kan der være penge at spare ved at fokusere på førstnævnte.

Der er sket markante ændringer på en række afgørende parametre på det populære sociale medie og for at undgå værdiløs kommunikation, bør virksomheder foretage en grundig vurdering af deres tilstedeværelse på Facebook.

4 gode råd til virksomheder på Facebook:

  • Lav færre opdateringer, som er mere målrettede
  • Fokuser på, at hver opdatering skal have et formål
  • Overvej, hvor meget af dit annoncebudget, du bør flytte til Facebook
  • Stil dig selv spørgsmålet: får jeg nok ud af Facebook, eller er mine ressourcer brugt bedre et andet sted? Eksempelvis på andre sociale medier eller helt andre kommunikationskanaler

I artiklen ”Er din virksomhed klar til Facebook?”, hvor du kan finde inspiration til at lave en målrettet strategi med din virksomheds Facebook-tilstedeværelse.

Artiklen er inspireret af Seismonauts artikel om Facebooks faldende rækkevidde og Jon Lunds blogpost vedrørende Big Data.