Digitalisering: App’s trækker digitale tråde

Museum Midtjylland har ladet sig inspirere af udenlandske giganter som Museum of London og American Museum of Natural History og gentænker med app’en Digitale Tråde, hvordan museumsoplevelsen anno 2014 ser ud.

Forestil dig en gåtur i skoven, hvor frisk luft og fuglesang bliver akkompagneret af historiske begivenheder. Det er kort fortalt den mulighed, som Midtjysk Museum ønsker at give med Digitale Tråde, der ved hjælp af teknologien augmented reality rekonstruerer verden, som den var engang.

”Augmented reality tager historien væk fra de fysiske museer og ud i de ægte rammer. Det er muligt at opleve historien, hvor den faktisk fandt sted”, fortæller direktør hos Museum Midtjylland, Tinna Møbjerg og fortsætter:

”Teknologien giver mulighed for at lægge et lag fra fortiden oven på virkeligheden, som vi oplever den i dag. Teknologien giver et indblik i, hvordan eksempelvis bygninger og områder så ud i 1500-tallet. Hvis du står ude i det åbne land, kan du ved hjælp af Digitale Tråde fremkalde et billede af, hvordan det samme område så ud for mere end 10.000 år siden”.

Befinder du dig eksempelvis på Ny Gjellerupvej i Hammerum er det med en smartphone muligt at hente en beskrivelse af, hvordan Hammerum-pigen her blev begravet omkring 200e.Kr., ligesom en animeret video visualiserer forløbet omkring hendes død og begravelse.

Ny teknologi, simpel betjening

Umiddelbart lyder augmented reality som noget, der kræver specielle tekniske færdigheder at betjene. Virkeligheden er dog, at medarbejderne hos Museum Midtjylland og de foreløbige samarbejdspartnere hos Moesgård Museum, Skanderborg Museum og Silkeborg Museum let kan opdatere app’en med nyt indhold fra deres respektive områder.

Tinna Møbjerg forklarer, at netop brugervenligheden af Digitale Tråde var et af fokusområderne under udviklingen af app’en. Håbet er, at den simple betjening kan være med til at lokke flere museer med i projektet.

”Brugervenligheden skal gøre det lettere at tiltrække nye samarbejdspartnere, som med få timers introduktion kan få de nødvendige kompetencer til selv at kunne lave nye opdateringer. Omvendt betyder det store fokus på at gøre betjeningen let for formidlere, at vi i forhold til design har fravalgt en overdrevet avanceret app”, fortæller direktøren.

Udvidelsespotentiale

På nuværende tidspunkt er Digitale Tråde blevet downloadet 1035 gange, men det tal kan let blive meget højere, vurderer Tinna Møbjerg. Specielt hvis flere museer ser muligheder i projektet:

”Det er eksempelvis godt for projektet, at vi har fået Moesgård Museum med på idéen. Som et af de større museer i regionen, kan de tilføje meget nyt kvalitetsindhold til produktet og dermed øge værdien af Digitale Tråde”, siger hun og forklarer videre, hvordan flere samarbejdspartnere også giver flere downloads.

”Det er klart, at det bliver lettere at markedsføre app’en, efterhånden som flere museer træder ind i samarbejdet. Markedsføringsindsatsen er primært båret af de enkelte museer, så jo flere vi er med, jo flere får glæde af app’en”.

Synergier mellem målgrupper

Håbet er, at en bred målgruppe vil få glæde af Digitale Tråde. Det afspejlede sig også i udviklingsprocessen, som to meget forskellige segmenter blev involveret i. Unge i aldersgruppen 18-25 blev sammen med ældre mellem 60 og 70 løbende bedt om at tage stilling til app’ens indhold og funktionalitet.

Processen gav værdifuld indsigt i slutbrugernes forventninger til opbygning og indhold i Digitale Tråde og viste samtidig et mere uventet potentiale ved app’en.

”Digitale Tråde er udviklet med henblik på at appellere til både unge og ældre, men der opstod et fantastisk spil mellem de to målgrupper under udviklingsprocessen. De unge var gode til at vise de ældre, hvordan app’en rent teknisk fungerede, mens de ældre omvendt havde en dybere viden om historien og derfor også kunne lære de yngre brugere noget nyt”, slutter Tinna Møbjerg.

Oplev Digitale Tråde og augmented reality

Ønsker du selv at gå på opdagelse med Digitale Tråde, er det med en hurtig søgning i Google Play eller App Store muligt at finde den gratis app. Du kan også besøge www.digitaletraade.dk, hvor yderligere information om projektet suppleres med eksempler på, hvad app’en indeholder.
Er du mere nysgerrig på, hvad augmented reality kan bruges til, viser Turismens Trendblog et konkret eksempel på, hvordan en hollandsk designer bruger teknologien til at gøre en almindelig bustur lidt mere interessant.